SØRUP HERREGÅRD - FRA RIDDERBORG TIL LUKSUSHOTEL 

BORGEN SØRUP

Sørups historie går tilbage til 1200-tallet, hvor der lå en lille landsby med navnet Siøthorp. En af gårdene voksede sig større og blev erstattet af en borg, anlagt ved en tidligere sø ikke langt fra Susåen. Åen skilte Ringsted og Tybjerg herreder og var datidens landevej. I middelalderen var vejene meget dårlige, og transport gik meget hurtigere til vands - langs kysten eller på åløb.

Væbner Jacob

Fra 1300-tallet har vi en del breve, der omtaler Jacob Nielsen, der var væbner. Det var en mand, der ydede krigstjeneste med fuld udrustning og hest. Til gengæld var han fri for at betale skat. Hvis han havde fået et ridderslag af kongen, måtte han kalde sig ridder og tilhørte landets krigerelite.

Slægten Basse

På Sørup skiftede flere slægter indtil midten af 1400-tallet, hvor slægten Basse kom til. Oprindelig havde familien et vildsvin (vildbasse) i deres våbenskjold, men denne senere gren af familien havde to røde vædderhorn på hvid bund. Våbenskjoldet var fornemme familiers signatur, som kunne ”læses” også af ikke-læsekyndige. I alt sad der fem generationer af slægten Basse på Sørup, og den sidste mandlige arving, Erik Pedersen Basse, fik lov til at inddrage hele landsbyen under sin ejendom af kongen, Christian 4. Da Basse døde i 1639, arvede hans døtre godset, der blev delt og handlet flere gange i det følgende århundrede.

Baroniet Conradsborg

I 1743 oprettede Ida Margrethe Reventlow, gift med Adam Christoffer Knuth, greve af Knuthenborg, et baroni med navnet Conradsborg. Baroniet bestod af hovedgår-dene Sørup, Rosengård og Sandbygård og var til deres søn Conrad Ditlev friherre Knuth, der ikke skulle lide nød. I 1796 blev baroniet opløst, Sørup fik sit gamle navn igen og solgt på auktion året efter. Bøndernes hoveri (pligtarbejde) for godsejeren var nu afløst som en følge af landboreformer, og det var sløjt med driften. Dog hørte kirkerne i Vetterslev, Høm og Sigersted under godset, og det gav indtægter i form af kirketiende, dvs. en tiendel af udbyttet på kirkens fæstegårde. Også Humleore Skov med god jagt hørte til.

Forfald og genrejsning

I 1800-tallets begyndelse fik den nye ejer, Jens Dahl, rettet op på den forsømte ejendom, der efter endnu et ejerskift kom til slægten Muus i perioden 1828- 1907, da Frederik greve Brockenhuus-Schack til Giesegård tog over. I 1800-tallet stod hovedbygningen i 3 fløje og to etager, men efter en brand blev den genopført i kun en etage. I 1909 var hovedbygningen alligevel så forfalden, at Brockenhuus-Schack rev den ned og endda fjernede de middelalderlige kælderhvælv. Ved arkitekt G. Tvede blev der nu opført en herregård i villastil med hovedbygning i en etage og sidefløj mod nord, og senere kom en sydflø. 

Sørup

I 1914 overgik kirkegodset til selveje – og godset atter videresolgt nogle gange indtil det i 1949 blev omdannet til Sørup A/S v/a Højgård. I 1981 overtog Ole Christiansen selskabet, der i 2000 overgik til Lene Christiansen, enke efter OC. Der drives stadig landbrug i tilknytning til Sørup, men herregårdens hovedbygning med tilbygninger rummer i dag Hotel-og Konferencecenter. 

 

I 2004 overtog selskabet Strange Hotel Management ApS, v/ Jane Strange Nielsen driften og gjorde det det til et 4 stjernet hotel og konferencecenter.

 

Kirsten Henriksen, Historiens Hus, Ringsted Museum og Arkiv

Ejere af Sørup

(1348-1381) Kronen

(1381-1398) Jacob Nielsen

(1398) Peder Jensen Sparre

(1398-1419) Torben Pedersen Sparre

(1419-1425) Karl Nielsen Gris

(1425-1456) Jacob Jep Jensen

(1456-1485) Christoffer Jensen Basse

(1485-1510) Basse Christoffersen Basse

(1510-1530) Christoffer Basse

(1530-1582) Erik Basse

(1582-1639) Peder Eriksen Basse

(1639-1642) Slægten Basse

(1642-1650) Elisabeth Gyldenløve

(1650-1667) Jochum Grabow

(1667-1672) Anne Hansdatter Steensen

(1672-1713) Bolle Luxdorph

(1713-1736) Adam Christopher von Knuth

(1736-1747) Ida Margrethe Reventlow gift Knuth

(1747-1797) Conrad Ditlev von Knuth

(1797-1813) Jens Dahl

(1813-1828) Heinrich Callisen

(1828-1881) Thor Muus

(1881-1907) W.H. Muus

(1907-1918) Frederik greve Brockenhuus-Schak

(1918) P. Madelung

(1918-1923) Justus Ulrich

(1923-1949) W. Harrsen

(1949-1981) Sørup A/S v/a Højgård

(1981-2000) Sørup Avlsgård A/S V/A Ole Christiansen

(2000-) Sørup Avlsgård A/S v/a Enke Fru Lene Christiansen

2004- Hotel Sørup Herregaard Strange Hotel Management v/ Jane Strange Nielsen

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.